Grundlæggende om AutoCAD - Afsnit 1

KAPITEL 2: GRÆNSEFLAGETS ELEMENTER

Programmets grænseflade, som den er efter installationen, har følgende elementer, listet oppefra og ned: Applikationsmenuen, værktøjslinjen for hurtig adgang, båndet, tegneområdet, værktøjslinjen, status og nogle yderligere elementer, som f.eks. navigationslinjen i tegneområdet og kommandovinduet. Hver af dem har til gengæld sine egne elementer og særegenheder.

De, der bruger Microsoft Office 2007 eller 2010-pakken, ved, at denne grænseflade minder meget om programmer som Word, Excel og Access. Faktisk er Autocad-grænsefladen inspireret af Microsoft Ribbon og det samme gælder elementer som applikationsmenuen og fanerne, der deler og organiserer kommandoerne.

Lad os omhyggeligt se hvert af de elementer, der udgør Autocad-grænsefladen.

2.1 Applikationsmenuen

Som nævnt i den forrige video er applikationsmenuen knappen repræsenteret af ikonet for selve programmet. Dens hovedfunktion er at åbne, gemme og/eller udgive tegnefiler, selvom den har nogle ekstra funktioner integreret. Den indeholder en tekstboks, der giver dig mulighed for at udforske og finde programkommandoer hurtigt og med en definition af det. For eksempel, hvis du skriver "polyline" eller "shading", får du ikke kun den specifikke kommando (hvis der er en ifølge din søgning), men også andre relaterede.

Det er også en fremragende browser til at tegne filer, da den er i stand til at præsentere ikoner med forhåndsvisninger af dem, både dem, der er åbne i din nuværende tegnesession, og dem, der er blevet åbnet for nylig.

Det skal tilføjes, at applikationsmenuen giver adgang til dialogboksen "Valgmuligheder", som vi vil bruge ved mere end én lejlighed i hele denne tekst, men især i afsnit 2.12 i dette kapitel af årsager, der vil blive forklaret der.

2.2 Hurtig adgangsværktøjslinje

Ved siden af ​​"Applikationsmenuen" kan vi se Quick Access Bar. Den har en workspace switcher, som vi især vil komme ind på om kort tid. I den har vi også knapper med nogle almindelige kommandoer, såsom at oprette en ny tegning, åbne, gemme og udskrive (plot). Vi kan tilpasse denne bjælke ved at fjerne eller tilføje en programkommando. Hvad jeg ikke anbefaler er, at du undværer de meget nyttige fortryd- og fortryd-knapper.

For at tilpasse linjen bruger vi rullemenuen, der vises med den sidste kontrol til højre. Som du kan se i videoen i dette afsnit, er det nemt at deaktivere nogle kommandoer, der findes i linjen, eller aktivere nogle andre, der er foreslået på listen. For sin del kan vi tilføje enhver anden kommando ved at bruge indstillingen Flere kommandoer... i den samme menu, som åbner en dialogboks med alle de tilgængelige kommandoer, og hvorfra vi kan trække dem til linjen.

Det er vigtigt at bemærke, at der i denne menu er en mulighed, som vi efterhånden kan bruge i hele teksten. Dette er indstillingen Vis menulinje. Hvis du gør det, aktiveres den fulde kommandomenu, der bruges i versioner 2008 og tidligere, så brugere, der er vant til det, enten kan omgå båndet eller lave en mindre smertefuld overgang til det. Hvis du brugte en version af Autocad før 2009, kan du aktivere denne menu og finde de kommandoer, hvor du plejede. Hvis du er ny til Autocad, vil du gerne vænne dig til båndet.

Lad mig derfor fremføre en idé, som vi vil gentage (og forklare mere udførligt) ved forskellige lejligheder i hele teksten. Adgang til de Autocad-kommandoer, som vi vil studere i dette kursus, kan gives på fire forskellige måder:

Gennem båndet

Brug af den "klassiske" menulinje (for at kalde det på en eller anden måde), der er aktiveret på den måde, der vises i videoen.

At skrive kommandoerne i kommandovinduet, som vi vil studere senere.

Ved at trykke på en knap på de flydende værktøjslinjer, som vi også vil se meget snart.

2.3 Båndet

Vi havde allerede nævnt, at Autocad-båndet er inspireret af grænsefladen til Microsoft Office 2007 og 2010. Fra mit synspunkt er det en sammenlægning mellem traditionelle menuer og værktøjslinjer. Resultatet er omorganiseringen af ​​programmets kommandoer i en bjælke organiseret i faner, og disse igen opdelt i grupper eller sektioner.

Titellinjen for hver gruppe, nederst i den, indeholder normalt en lille trekant, der, når der klikkes på den, udvider gruppen og viser kommandoer, der var skjult indtil da. Det tommelfingerstik, der vises, giver dig mulighed for at rette dem på skærmen. I nogle tilfælde kan du, udover trekanten, finde en dialogboksudløser (i form af en pil), afhængigt af den pågældende gruppe.

Det siger sig selv, at båndet også kan tilpasses, og at vi kan tilføje eller fjerne sektioner til det, men det vil vi behandle i emnet "Grænsefladetilpasning" i afsnit 2.12 senere.

Hvad du måske finder nyttigt, for at spare mere plads i tegneområdet, er muligheden for at minimere båndet ved at skjule kommandoerne og kun lade fanenavnene være, eller kun vise navnene på faner og deres grupper. En tredje variant viser fanenavnene og den første knap i hver gruppe. Disse muligheder er vist i den følgende video, samt muligheden for også at gøre kommandobåndet til et flydende panel over grænsefladen. Men i virkeligheden, IMHO, giver ingen af ​​ovenstående ændringer nogen reel praktisk mening, selvom de i sidste ende skal revurderes som en del af UI-undersøgelsen. Hvad jeg derimod synes er ret attraktivt, er værktøjstipsene i forbindelse med båndet. Hvis du holder musemarkøren over en kommando uden at klikke på den, vises der ikke kun et vindue med en beskrivende tekst om den, men endda med et grafisk eksempel på dens brug.

Lad os se eksempler på ovenstående i den følgende video.

2.4 Tegneområdet

Tegneområdet fylder det meste af Autocad-grænsefladen. Det er der, hvor vi skaber de objekter, der skal udgøre vores tegninger eller designs, og det indeholder også elementer, som vi skal kende. Nederst har vi præsentationsfaneområdet. Hver af dem åbner et nyt rum mod det samme design for at skabe forskellige præsentationer til udgivelsen. Dette vil være emnet for kapitlet dedikeret til offentliggørelse af tegninger. Til højre har vi tre værktøjer, der bruges til at arrangere tegningerne i forskellige visninger til deres udvikling. Disse værktøjer er: ViewCube, navigationslinjen og en anden, der er afledt af den, og som kan svæve i tegneområdet, kaldet SteeringWheel.

Det er indlysende, at farveskemaet for tegneområdet kan tilpasses, som vi vil se senere.

2.5 Kommandolinjevinduet

Under tegneområdet har vi Autocad-kommandolinjevinduet. At forstå, hvordan det interagerer med resten af ​​programmet, er meget vigtigt for dets brug. Når vi trykker på en knap på båndet, er det, vi faktisk gør, at give en ordre til programmet om at udføre en bestemt handling. Vi giver den en kommando, enten at tegne eller at ændre et objekt på skærmen. Det sker med ethvert computerprogram, men i tilfældet med Autocad afspejles det desuden straks i kommandolinjevinduet.

Kommandolinjevinduet giver os mulighed for at interagere endnu mere med de kommandoer, som vi bruger i Autocad, da vi næsten altid skal vælge mellem efterfølgende muligheder og/eller angive værdier af længde, koordinater eller vinkler.

Som vi så i den forrige video, trykker vi på knappen på båndet, der bruges til at tegne en cirkel, så kommandolinjevinduet reagerer ved at anmode om midten af ​​cirklen, eller at vi vælger en alternativ metode til at tegne den.

Det betyder, at Autocad forventer, at vi angiver koordinaterne for cirklens centrum eller tegner cirklen baseret på andre værdier: "3P" (3 point), "2P" (2 point) eller "Ttr" (2 tangentpunkter) og en radius) (når vi ser objekters geometri, vil vi se, hvordan en cirkel er bygget med sådanne værdier). Antag, at vi vil bruge standardmetoden, det vil sige at angive midten af ​​cirklen. Da vi ikke har sagt noget om koordinaterne endnu, lad os afgøre så ved at "klikke" med venstre museknap på et hvilket som helst punkt på skærmen, det punkt vil være midten af ​​cirklen. Når du gør det, vil kommandovinduet nu give os følgende svar:

Værdien vi indtaster i kommandolinjevinduet vil være radius af cirklen. Hvad hvis vi vil bruge diameteren i stedet for radius? Så vil det være nødvendigt for os at fortælle Autocad, at vi vil angive en diameterværdi. For at gøre dette skriver vi et "D" og trykker på "ENTER", "Kommandovinduet" vil ændre meddelelsen, nu anmoder om diameteren.

Hvis du fangede en værdi, ville det være diameteren af ​​cirklen. Læseren indså helt sikkert, at cirklen blev tegnet på skærmen, da vi flyttede musen med tegneområdet, og endda at ethvert andet klik ville have tegnet cirklen uanset det faktum, at vi ikke fangede nogen værdi eller parameter i kommandolinjevinduet . Men det vigtige at fremhæve her er, at kommandolinjevinduet tillader os to ting: a) vælg en specifik procedure til at bygge objektet, i dette eksempel en cirkel baseret på dets centrum og dets diameter og; b) giv værdier for, at objektet har nøjagtige mål.

Derfor er kommandolinjevinduet det middel, der giver os mulighed for at vælge procedurer (eller muligheder) for at konstruere objekter og angive de nøjagtige værdier af dem.

Bemærk, at listerne med muligheder i vinduet altid er omgivet af firkantede parenteser, og at de er adskilt fra hinanden med en skråstreg. For at vælge en mulighed skal vi skrive det store bogstav (eller bogstaverne) på kommandolinjen. Ligesom bogstavet "D" for at vælge "Diameter" i det foregående eksempel.

Under alt vores arbejde med Autocad er interaktionen med kommandolinjevinduet afgørende, som vi havde annonceret i begyndelsen af ​​dette afsnit; Det vil hjælpe os til altid at vide, hvad programmets informationskrav er for at overholde kommandoen, ligesom det vil være den mekanisme, hvorved vi igen kan få information om de handlinger, som programmet udfører, og om tegneobjekter involveret. Lad os se et eksempel på sidstnævnte.

Med forbehold for at studere det senere, lad os vælge knappen "Start-egenskaber-liste". I vinduet "kommandolinje" kan vi læse, at objektet "til liste" er anmodet om. Lad os vælge cirklen i det foregående eksempel, så skal vi trykke på "ENTER" for at afslutte udvælgelsen af ​​objekter. Resultatet er et tekstvindue med information relateret til det valgte objekt, som følgende:

Dette vindue er faktisk en udvidelse af kommandovinduet, og vi kan aktivere eller deaktivere det med "F2"-tasten.

Som læseren sikkert allerede har indset, hvis et tryk på en knap på båndet aktiverer en kommando, hvis navn afspejles i kommandolinjevinduet, betyder det, at vi også kan udføre de samme kommandoer ved at skrive dem direkte i kommandolinjevinduet. Som et eksempel kan vi skrive "cirkel" på kommandolinjen og derefter trykke på "ENTER".

Som det kan ses, er svaret det samme, som hvis vi havde klikket på knappen "Cirkel" i gruppen "Tegning" på fanen "Hjem".

Kort sagt kan vi sige, at selvom du foretrækker at køre alle programmets kommandoer gennem båndet, kan du ikke lade være med at se på kommandolinjevinduet for efterfølgende muligheder. Der er endda nogle få kommandoer, der ikke er tilgængelige på båndet eller i menuen i tidligere versioner, og hvis udførelse nødvendigvis skal ske gennem dette vindue, som vi vil se med tiden.