37.5 sekunder af dit sidste kys

At sige nej ville have været nemmere end at høre dig sige det. Det gør hårdt ondt her i hjertet, ikke at jeg ikke havde forventet det, ikke nu, måske aldrig.

Det er derfor, jeg beder dig om dette sidste kys. Ikke for lang, ikke for kort. Kun af 37.5 sekunder fra kontakten af ​​mine tørre læber med blyet af læbestift i din kødfulde mund. Uden indledning, mere end krammet under nye forhold, blødt, stærkt, intenst, indtil jeg kan mærke din ånde bag mit venstre øre og din dunkende i mit brystben presset af din højre brystvorte.

Uden fordomme om hvad der var, hvad der ikke var, endnu mindre hvad -vi ved det- vil ikke være. At du ser ind i mine øjne, med den tidligere fornemmelse af sommerfugle, at vi græder med vores knogler for det, der er tilbage, for det, der blev tilbage, for hvad -Det formoder jeg– vi ved aldrig, hvor det er.

At du låner mig dine læber i dag, for mig, og at du tager mine som bind i dag. Ikke stærk, ikke blød, ingen tunge, ikke så meget. Jeg vil bare føle magien i dit åndedræt, den kemiske kontakt -det ved jeg– der ryster din lirrygrad og splintres i mine kedlers frie fald.

15 sekunder at føle i dit uundgåelige Chlorets tyggegummi, hukommelsen om, at du eksisterede før, før tingene gik til spilde –allerede vinde-. For at sikre, at dit blik hjemsøger mig i søvnløshed, dine ømme smil og din høje latter som ekkoet af knager, forvirret med de fortabte fiskeres råb, der i det intense mørke, hvor chilika.

15 sekunder at bekræfte, at ingen kan elske –eller stoppe med at gøre det– fra den ene dag til morgenen, til eftermiddagen, til natten, til den anden. For at glemme dig mellem benene på en anden pige, dine støn med hendes, begrave dig i glorie af hendes mave og genoplive dig i hendes læbers kys -kysset-.

7 sekunder at blive gammel med dig, husk at du stadig bor, et eller andet sted, og glem at du ikke længere er hos mig –ikke i mit rum-, ja i min tid. At du savner mig, at du glemmer mig, i dine krøller, med det farvestof, som øjeblikket ønskede, med de grå hår, der ufejlbarligt findes. At røre dig på stenen i mit bryst, at genoplive dine negle gennem floderne på min ryg, på grænsen af ​​stregen, selvom du ikke længere eksisterer.

Et halvt sekund For den dag -eller natten-, når hjertebanken når sit højeste, og lige dér, når blodet ikke længere nærer mine kapillærer, og mine læber bliver tørre, kolde, fordi de ikke længere lever...

Jeg kan mærke på denne side –og den anden-, for sidste og første gang, selve fornemmelsen af ​​dette kys.

Undskyld for de børn, der besøger bloggen. Det var utilsigtet.